Området
Vores feriebolig ligger på grænsen mellem Costa Blanca (den hvide kyst) og Costa Cálida (den varme kyst).
Costa Blanca strækker sig fra Benidorm i nord til Torrevieja i syd.
Området byder blandt andet på skønne strande og Europas bedste klima. Ved middelhavskysten er sommeren tør og lun, og vintrene er meget milde. Gennemsnitstemperaturen i fx november er 18°C. Med sine 320 solskinsdage er det sjældent, med en uges ferie der ødelægges af regnvejr. Temperaturen i denne del af Spanien ligger om vinteren gennemsnitligt 3 grader over temperaturen i det sydlige Spanien, og det gør samtidig området til Europas varmeste område om vinteren.
Det unikke klima bevirker, at mange mennesker med psoriasis, gigt og lungesygdomme rejser til Costa Blanca kysten, da klimaet her har en gavnlig virkning på helbredet.
Området omkring Costa Blanca er ifølge WHO et af verdens sundeste.
Indkøb
Tøj og lignende, oplever vi, er meget billigere i Spanien end i Danmark, så fyld ikke kufferten helt op på udrejsen.
Nedenfor finder du de indkøbscentre, som vi normalt bruger.
La Zenia Boulevard
Stort og lækkert udendørs indkøbscenter. Se mere på www.zeniaboulevard.es/en/home
Habaneras Torrevieja
Indkøbscenter i Torrevieja der ligger i forbindelse med en stor Carrefour.
Se mere på www.habaneras.es/en/home
L'ajub i Elche
Stort indendørs indkøbscenter. Se mere på www.cclaljub.com
Murcia
Vi har været i 2 store indkøbscentre i Murcia. Vi oplever generelt at priserne er en smule lavere i Murcia. I Murcia er der ligeledes et IKEA.
Los Montesinos
Ferieboligen ligger udkanten af Los Montesinos med gåafstand til det hyggelige torv.
Der er flere gode restauranter i Los Montesinos
Los Montesinos ligger mellem de 2 populære saltvandssøer, hvoraf den ene er lyserød. I den lyserøde sø er saltkoncentrationen 350 gram salt pr. liter vand - meget lig med Det Døde Hav i Israel. Den megen salt i området er medvirkende til at holde luftfugtigheden nede i de varme sommermåneder, hvilket gør det meget behageligt at opholde sig der - selv på de varmeste dage
Torrevieja
Torrevieja er en typisk spansk by, med ca. 84.000 indbyggere. De største erhverv var oprindeligt udvinding af salt og fiskeri - en aftentur langs havnen med besøg i de mange boder er en attraktion i sig selv.
Om sommeren mangedobles antallet af indbyggere og byen syder af liv over alt.
I byen findes alt: indkøbsmuligheder, tøjbutikker, de hyggeligste restauranter og lækre strande helt tæt ved byen.
Strandene er helt fantastiske. Fint sand og krystalblåt vand.
Overalt i området omkring Torrevieja ses store plantager med citroner, appelsiner og mandeltræer. Ligesom vinmarkerne breder sig rundt omkring byen. Det meget milde og stabile klima gør, at citroner og appelsiner høstes flere gange om året. Costa Blanca kaldes derfor også for Spaniens køkkenhave. Vi har også et citrontræ på vores grund, så pluk endelig en moden citron.
I Torrevieja findes hundredvis af restauranter med køkkener fra hele verden. Du kan få serveret det meste: fransk mad, østrigsk wienerschnitzel, svensk husmandskost, pasta og pizza, kinesisk mad, argentinske specialiteter, eller hvad det skal være. Det er fortsat billigt at gå ud og spise i området, så gå ikke glip af de mange velsmagende retter. De mange forskellige spanske småretter, der kaldes Tapas, findes overalt. Det vil være synd at snyde sig selv for at prøve nogle af disse. Man bestiller typisk 3-5 forskellige Tapas, der ligger flot anrettet i køledisken på enhver lille bar og restaurant. Her ser man virkeligt, hvad man får.
Torrevieja ligger under 10 minutters kørsel fra vores feriebolig.
Alicante
Alicante (280.000 indb.) med den internationale lufthavn, er Costa Blancas fashionable centrum. Byen blev grundlagt for 2000 år siden og har meget at tilbyde turisten: Slotte, kirkerne Santa Maria og San Nicolas samt Provinsmuseet. Den store borg midt i byen byder på en fantastisk udsigt over byen.
Vi har været en tur rundt i Alicante på Segaway, hvilket var en sjov og anderledes må at opleve Alicante på.
Fra Alicante afgår der færger til Mallorca og Ibiza. Fra vores feriebolig tager det cirka 50 minutter at køre til Alicante.
Elche
Elche (190.000 indb.) er et af Europas grønneste steder. Byen er kendt for sine frugthaver og de mere end 200.000 palmer. Selv i dag anvendes det vandingssystem, som mauerne byggede. I "Basilica de Santa Maria", en 1600-tals bygning i barokstil, opføres hvert år i august måned et skuespil "Mysteriet i Elche". Byen er også kendt for den spanske sko-industri.
Elche har i sæsonen 20/21 igen et hold i La liga, så hvis du er forboldinteresseret er der ikke langt til en La Liga kamp.
I centrum kan du leje cykler på timebasis, en god måde at udforske Elche på.
Det tager 20 minutter fra vores feriebolig til Elche.
Guadamar del Segura
Guadamar del Segura har flotte hvide sandstrande og en hyggelig strandpromenade, som vi tit benytter os af.
Byen er omgivet af palmetræer og eukalyptus træer.
Der er 15 minutters kørsel fra vores feriebolig.
Santa Pola
Santa Pola (18.000 indb.) har en idyllisk fiskerihavn. Torvehallen med fisk og skaldyr er et populært feriested for spanske regeringsmedlemmer.
Tag passagerfærgen eller lej selv en båd og tag på en heldags udflulgt fra Santa Pola til Tabarca.
Det tager 30 minutter at køre til Santa Pola fra vores feriebolig.
San Pedro del Pinatar
San Pedro del Pinatar er blandt andet kendt for sit populære mudder bad ved havne promenaden. Mudderet skulle været rigtig godt for din hud. Medbring en afskåret plastflaske, så du har noget at samle mudderet i. Du bader her også tit sammen med flamingoerne.